KONTAKT OS ALLE HVERDAGE PÅ TLF. 2299 0020 abdance@abdance.dk

Pardans Latin

Se også disse stilarter

Cha cha cha

Cha cha cha musikken kommer oprindeligt fra Cuba. Den spilles i 4/4 dels takt, hvor tællingerne 1 og 3 er stærkt betonede. Cha cha cha er en glad dans, og nok den mest populære af de latinamerikanske danse hos både børn og voksne. Dansen er baseret på en chassébevægelse, og allerede tidligt kan man begynde at lære Cha cha cha.

Samba

Sambaen forbinder man uvilkårligt med Brasilien og karneval i Rio de Janeiro. Den originale samba er en blanding af mange slags danse og dansetrin. Musikken har to taktslag i hver takt, med
det stærkeste tryk på det andet taktslag. Sambaen er en meget glad og udadvendt dans og vel nok den mest festlige af de latinamerikanske danse.

Når man skal lære at danse samba, er der to bevægelser, der er meget vigtige for at trinnene skal se flotte og rytmiske ud. Den første og letteste bevægelse kaldes Bounce. Det er en bevægelse
i knæ og fodled, hvor man skiftevis bøjer og strækker knæene. Den anden er en speciel vippende hoftebevægelse.

Rumba

Herhjemme er det den cubanske rumba vi danser. Rumba er en meget intim dans med rolige kontrollerede bevægelser.

Dansen er grundlæggende for de andre latinamerikanske danse, og er ofte turneringsdansernes yndling, da de her kan vise deres tekniske formåen, samtidig med at dansen udtrykker mange forskelligartede følelser. For at blive dygtig til at danse rumba kræver det en virkelig god balance. Samtidig skal man have en god kontakt og dermed en god balance sammen med partneren. Mange tror, at man føer med hånden eller armen, men netop rumba er den dans, hvor man virkelig kan se, at der føres med kroppen, idet herren viser damen hvilken vej, hun skal bevæge sig.

Pasodoble

Pasodoble er en tyrefægterinspireret dans, hvor herren fører damen, som hvis hun var den røde kappe. pasodoble kan lettest beskrives som tyrefægterens dans. Mange har fejlagtigt troet, at damen var tyren, men dette er helt forkert. Herren er den stolte matador, og damen hans røde kappe. Dansen symboliserer matadorens opvisningsdans efter tyrefægtningen. Han viser, hvordan han besejrede tyren med sit mod og sin kappe. dansetrinnene er egentlig ikke svære, idet de fleste er gåtrin og chassétrin. Dansen er meget præcis og kraftigt betonet.

Jive

Jive er en swingdans. Musikken kommer oprindeligt fra USA, og grundtrinnet er opbygget af to chassé-trin. Jive er generelt en meget populær dans.

Se også disse stilarter